Paulo Freire opgaven.

Hvem er vedkommende, og i hvilken historisk sammenhæng blev tankerne skrevet?

Paulo Friere blev født i 1921 Brasilien, i den rigere del af middelklassen, men da han var otte år gammel, mistede familien alle sine penge.  Det brasilianske samfund var i 1929 præget af økonomisk og politisk kaos og samfundet brød sammen, hvilket skabte grobund for diktatorisk styre. Inspireret af blandt andet faderens bankerot ønskede Friere, at blive advokat for derved at kunne tale de fattiges sag. Ved hjælp at stipendier lykkedes det ham således at begynde på jurastudiet, som dog viste sig ikke at have hans store interesse. I stedet vælger han pædagogikken, og siden blev han professor i historie, filosofi og psykologi. Inspireret af Karl Marx´s, bliver han talerøret for de undertrykte borgere. Paulo Freire er ligeledes optaget af voksenundervisning og især af, at bekæmpe analfabetismen blandt de undertrykte brasilianske landarbejder. Han udarbejder derfor læseprogrammer for at komme analfabetisme til livs. Læseprogrammet er en metode, der skal gøre landarbejderne bevidste om deres sociale situation, samtidig med at de lærte at læse. Denne frigørende pædagogik praktiserede han som lærer i landdistrikterne og med udgangspunkt i nærværende dialog, solidaritet. Freire forener teori og praksis og ophævelse af det traditionelle lærerelevforhold.

Da militæret tog magten ved et kup i 1964, blev Freire fængslet pga. hans revolutionære teori, men det lykkedes ham senere at flygte til Chile. Her blev han leder af et alfabetiseringsprogram som ledes under FN og her skrev han sit meget anerkendte og teoretiske hovedværk ”De undertryktes pædagogik”. Freire måtte igen flygte med sin familie ved militærkuppet i 1973. Han kom siden hen til Genève, Guinea – Bissau og Angola.

Fireres pædagogik tog hovedsagelig udgangspunkt i voksne, men i Danmark har han ligeledes inspireret pædagogernes arbejde med børn. Her er fokus på dialogen, og Freire’s pædagogik tager udgangspunkt i børnenes liv og erfaring.

Hvilke hovedsynspunkter formuleres i teksten og hvilke pædagogiske principper/læresætninger er centrale?

Freire mener, at der ikke er frugtbart for læring, at tilrettelægge undervisningen med foredrag, hvor læren er et foredragende subjekt og eleven et tålmodigt lyttende objekt. Eleven bliver som følge heraf både livløst forstenet. Det gør dem til ”beholdere”, som skal fyldes af lærerne.

 Freire siger: ”Det iøjnefaldende træk ved denne foredragende undervisning er derfor klangen af ord, ikke deres forvandlende kraft”[1].

Dermed mener han, at det ikke er det som der undervises i eller måden der bliver undervist på, men i stedet det som siges og måden det bliver sagt på. Vi ønsker i denne opgave at se nærmere på, hvilken betydning dette har for elevens udvikling?

I stedet for at kommunikerer, gør læren i en foredragende undervisning ”indskud” i eleverne som tålmodigt tager imod, lærer uden af og gentager. Begrebet sparekasseundervisning er opstået i lyset af denne undervisningsform, som Freire sætter sit imod. Børnene lærer kun at modtage, sortere og opmagasinerer det de lærer. De vil som konsekvens af sparekasseundervisningen mangle både kreativitet, omskabelse og viden. Undervisningen i sparekassemetoden undlader at gøre undervisning til en fælles proces, formidlet gennem verden.

Freire siger at ”Viden opstår kun gennem opdagelse og gen – opdagelse, gennem den rastløse, utålmodige, fortsatte, optimistiske udfordring, mennesker foretager i verden, med verden og med hinanden”[2].  Et andet og meget velkendt benævnelse for dette er - learning by doing, hvor det handler om at elever bliver delagtiggjort i undervisningen. Således vil der ifølge Freire også vækkes en større interesse og vilje til at ville lære.  I sparekasseundervisningen er ”viden en gave, givet af dem der betragter sig selv som vidende, til dem de betragter som uvidende”[3]. Ved at give andre det indtryk at de er uvidende, fratager undervisning og viden karakteren af at være i en læreproces. Ved at betragte elevens uvidenhed retfærdiggør læreren derved sin eksistens. Læren tror derved, at fordi han har viden har han også magten til at lære barnet det, det har brug for at vide.

Disse 10 punkter afspejler det undertrykkende samfund:

1. Læreren underviser og eleven bliver undervist.

2. Læreren ved alt, eleven ved intet.

3. Læreren tænker og eleven bliver der tænkt på.

4. Læreren taler og eleven lytter – ydmygt.

5. Læreren disciplinerer og eleven bliver disciplineret.

6. Læreren vælger og håndhæver sine valg og eleven samtykker.

7. Læreren handler og eleven har illusionen af at handle gennem lærerens handling.

8. Læreren vælger undervisningsprogrammets indhold og eleven (som ikke bliver spurgt) tilpasser sig det.

9. Læreren forveksler videns autoritet med sin egen professionelle autoritet, som han sætter i modsætning til elevernes frihed.

10. Læreren er indlæringsprocessens subjekt mens eleverne kun er objekter.[4]

Sparekasseundervisningen betragter mennesket som tilpasningsdygtige, medgørlige væsner.

Denne form for undervisning har en evne til at forværre eller ødelægge elevernes kreative evne, til at fremme deres uforsigtighed, og tjener kun undertrykkerens interesser. Undertrykkeren bryder sig ikke om at verden skal afsløres eller ændres. De reagerer instinktivt mod nytænkning i undervisning, som fremmer kritiske evner. Brugen af sparekasse-ideen i pædagogikken er for at undgå elevernes bevidstgørelse og hjælper med til at umenneskeliggøre eleverne, således at de ikke indser, at de selv bidraget med modsigelser om virkeligheden.

Heroverfor står den frigørende pædagogik, hvis fornemme opgave er, at delagtiggøre eleven i undervisningen. Undervisningen må opløse den traditionelle forståelse af lærer – elev modsigelsen, således at begge er både lærer og elever samtidig. Netop denne løsning findes ikke i sparekasse-ideen. Freire mener ikke, at mennesker blot er tilpasningsdygtige, medgørlige væsener der ikke udvikler kritisk bevidsthed, og ikke tager del i verden. I stedet påpeger Freire, at ”mennesker må og kan udvikle kritisk bevidsthed og egne meninger som et resultat af samtale/undervisningen for at forandre verden”[5],

 De skal ikke acceptere den passive rolle som de ofte er tvunget ind i. Hvis de gør det, er de tilbøjelig til at tilpasse sig verden som den er og til det hele syn på virkeligheden som indpodes i dem fra barndommen og gennem hele livet.

Hvilke grundlæggende værdier bygger teksten på, og hvordan begrundes disse i teksten?

Paulo Freire’s værdier bygger på humanismen og han søger at tillægger afgørende vægt på det enkelte menneskes værdier. Han ønsker at ophæve sparekasse-princippet og derved lade eleven være medbestemmende: at blive fuldstændig menneskelig[6]. Freire mener, at de der bruger sparekasse-princippet med eller uden deres viden, ikke er i stand til at se, at selve tæmningen rummer modsigelser om virkeligheden.

 Freire’s intentioner er, at eleven gør oprør og før eller senere vil dette føre til, at elever der engang var passive gør oprør mod tæmningen fra samfundets styre. Han håber på at eleverne gennem deres erfaringer opdager, at deres nuværende måde at leve på ikke er i uoverensstemmelser med det at blive menneskelige. Han hjælper eleven til at indse, at hvis de er undersøgende og menneskeliggørende, vil de opdage at sparekasse-undervisningen prøver at holde dem nede, og at de derfor skal engagere sig i kampen for deres frigivelse. Ifølge Freire har alle mennesker ressourcer og potentiale til at tage magt og ansvar for deres eget liv, samt ressource til at indtage en plads i verden. Gennem ægte dialog, solidaritet og forening af teori og praksis, kæmpede han for ophævelsen af det traditionelle lærer-elevforhold. Derfor tager han udgangspunkt i børnenes liv og erfaringer. Han kæmper for de undertrykte og de, som lider med dem og kæmper ved deres side. Freire pointere, at viden kun opstår gennem opdagelse og genopdagelse samt gennem vedvarende nysgerrighed. Freire søger gennem sin metode at øge elevens selvbevidsthed. Han søger at undgå undertrykkelse og selvoptagethed. Han vil undgå at de blive undertrykte, og kun tænker på sig selv og det der er lige omkring dem. Han vi hjælpe de brasilianske landmænd med at "væren’er for sig selv", så de har vilje og overskud, til at frigøre sig i socialitet. Som Freire påpeger; ”gennem viljen og frigørelsen at indbyde mennesket til deltagelse i kritisk tænkning og søgen efter gensidig humanisering”.[7]

Hvilket samfunds - menneskesyn kan tolkes ud fra teksten?

Paulo Freire kæmper mod undertrykkelse af de svage i samfundet. Han udviklede en metode, som skal gøre netop disse mennesker bevidste om deres sociale situation, samtidig med at de lærte at læse. Denne frigørende pædagogik praktiserede han blandt andet som lærer med udgangspunkt i ægte dialog, solidaritet, forening at teori og praksis. Han arbejder ud fra, at ændre de undertryktes bevidsthed, ikke situationen som undertrykker dem, hvilket er en væsentlig pointe i Freire’s læreproces.

Han tager udgangspunkt i det humanistiske menneskesyn da han mener, at mennesket frit kan vælge, og tage ansvar for sine beslutninger. Mennesket er et subjekt, et jeg, som har frihed, ansvar og værdighed. Mennesket er altid et mål i sig selv, hvilket betyder, at det altid kan gøre krav på respekt for sin egen skyld.

Alle mennesker er lige, og den enkelte person søger at udvikle deres evner og muligheder. Han mener, at de undertrykte ofte acceptere den rolle de er i under refleksion og, hvorfor situationen er som den er. Det er den lære som holder foredrag i sammenhæng med undervisningen der har magten, og de undertrykte har ikke kunne gør noget ved det. De har tilpasset sig situationen som ”De undertrykt”. Det vil han ændre.

Lav en vurdering af den pædagogiske praksis der anbefales igennem teksten, og beskriv hvilke afspejlinger vi kan se i den pædagogiske praksis:

"- for at dem, der véd noget, kan undervise dem, der ikke véd noget, er det for det første nødvendigt, at dem, der véd noget, også véd, at de ikke véd alt; og for det andet, at dem, der ikke ved noget, véd, at de ikke er uvidende om alting; uden denne dialektiske viden om viden og om uvidenhed kan de, de véd noget, umuligt undervise dem, der ikke ved noget, i et progressivt, demokratisk perspektiv"[8]

Freire mener, at man gennem dialog og solidaritet, skal udnytte de ressourcer eleverne har. Man må hjælpe og støtte hinanden, og arbejde ud fra dette udgangspunkt. Ved at gøre dette, mener Freire, at

elevens selvtillid, og lysten til at lære styrkes. Man må delagtiggøre eleven og højner elevens bevidstgørelse. Dette giver eleven mod på at ville lære mere, og efterhånden skabe trang til at kæmpe for sig selv og sine meninger. Eleven sidder ikke bare på sidelinjen og modtager foredragende undervisning, hvor viden bliver fyldt i "beholdere". Viden som læren har bestemt er nyttig for eleven. Viden som gør at eleven i denne undervisning kun evner at modtage, sorterer og opmagasinere undervisningen. Freire’s synspunkter er ren nytænkning om hvordan man kan gøre undervisningen og læring både levende og spændende, således at eleven har lyst, mod og vilje til at deltager og udvikle sig. Dette medfører en bedre individuel faglig præstation, der understøtter bedre selvstændig udvikling og giver en kreativ tænkning. Han ser personen som et subjekt med mange muligheder som skal anvendes. Han mener ikke at alt er sort og hvid, men spraglet og mangfoldig og at der ingen grænser er for, hvad man kæmper for og lære mere om, blot viljen og styrken er der. Det er viljen og styrken hos eleven Freire vil fremelske med sin dengang anderledes og revolutionerende undervisning.

I den moderne undervisning i dag er det stadig udbredt med den gammeldages såkaldte sparekasse undervisning. Men som Freire skriver, er det ofte i en velmenende gerning. Freire fremhæver nødvendigheden af at finde en pædagogik for alle mennesker, som er vendt mod frigørelsen. Her kan man med fordel anvende Cooperativ learning[9]. Cooperativ learning (CL) har en række fordel sammenlignet med andre, mere traditionelle undervisningsformer som eksempelvis klasseundervisning, gruppearbejde og sparekassepædagogik. CL medfører bl.a. bedre individuel faglig præstation, bedre samarbejdsfærdigheder, bedre udvikling af selvstændighed, problemløsnede og kreativ tænkning og bedre metakognitione (refleksion). Cl kan være med til at ændre elevadfærd, både læringsmæssigt og socialt – og forløser potentiale og energi hos hver enkel elev. CL skaber en ny måde at gå i skole på, det er både sjov, personlige udviklende samt præget af høj faglighed.

Udvikling af selvindsigt, ansvarlighed, tolerance overfor kammerater der er anderledes end sig selv og glæden ved at gå i skole øges mærkbart. Og den daglige glæde ved at være i et positivt læringsmiljø som både elever og lærer stortrives i.

Hvad er CL?

CL er en undervisningsform som via højt strukturerer samarbejdsprocesser skaber en helt ny dynamik i klasseværelset. Eleverne indbydes samarbejde organiseres i såkaldte CL – strukturer, der trin for trin føre elverne igennem tænkning, skrivning, læsning, problemløsning, præstationer og alle områder der er gavnlige for eleverne at mestre i læreprocessen. CL strukturen er udviklet af Dr. Spencer Kegan i samarbejde med en række forskere og lærere. Han er en international anerkendt forsker, foredragsholder og forfatter til over 100 bøger og videnskabelig artikler.

CL – strukturen skaber gunstige læreprocesser, der kan få selv den mest skoletrætte elev op af stolen. Man sidder nemlig ikke altid ned. Kroppen skal også have det godt. Med bevægelse og fysisk aktiviteter giver det arbejdsglæde og øger både koncentrationen og hukommelsen. Med læreprocesser struktureret med CL arbejdes der i høj grad med sociale relationer og konstruktiv adfærd, da det giver positivt udbytte og trivsel i skolen. Ligeledes giver faglige emner et ny mål og gør at undervisningen i mindre grad vil opfattes som kedelig. Eleverne bliver bedre til at samarbejde, de bliver gladere for at gå i skole, og de lære derved mere. Strukturen skaber engagement ved at skabe rum til at eleverne kan gøre det de allerhelst vil: kommunikerer, brainstorme, diskutere, løse problemer og skabe projekter sammen. Samtidig udløses masse energi som bevirker at alle elever deltager.

Helt kort kan det skildres ved at fremhæve Cooperativ learning som en udløber og langt mere moderne læringsfilosofi i tråd med Paulo Freire’s pædagogiske tankegang. Her har Freire’s formål været at skabe en ændring til fordel for elever men i særdeleshed også for lærerne. Det er nemlig med til at skabe en effektiv læring og trivsel i ethvert klasseværelse. Det må antages at give lærerne et fagligt skub, når eleverne udvikler sig til selvstændige, frigjorte og tænkende individer. CL er en vej til frigørelse hvor læring handler og dialog, frihed og handling. Lige i Paulo Freire’s ånd.

Litteraturliste:

Liberg, Ulla(1998): Pædagogiske tænkere. 3 oplag. København. Hans Reitzels Forlag.

Freire, Paulo(1972): De undertryktes pædagogik. 1 udgave, 6 oplag. København. Christian Ejlers´Forlag.

http://www.cooperativelearning.dk/#Forside fundet d. 26/5 2011.

---

[1] Liberg, 1998, s.187

[2] ibid. s. 188

[3] ibid. s. 188

[4] Freire 1972, s. 46

[5] Liberg 1998, s. 189

[6] Liberg, 1998,  s 190

[7] ibid. S. 191

[8] Liberg, 1998), s. 186

[9] http://cooperativelearning.dk/#Forside   Funder d. 26/5  2011