Fodspor

En nat havde en god og kærlig kvinde en drøm. Hun drømte, at hun gik langs stranden sammen med Gud. På himlen kom der billeder fra hendes liv.

For hvert billede hun så, opdagede hun, at der var to par fodspor i sandet. Det ene var hendes egne – og det andet var Guds.

Da det sidste billede fo’r forbi over himlen, så hun tilbage på fodsporene
i sandet. Hun lagde mærke til, at mange gange i livets løb, var der bare fodspor fra en person.
Og det gik op for hende, at det var de gange, at hendes liv havde været vanskeligt og svært.

Dette forstod hun ikke, så hun spurgte således Gud: ”Herre, du sagde en gang for mange år siden til mig, at du altid ville gå med mig aldrig forlade mig.

Jeg forstår ikke Herre, hvorfor du forlod mig, da jeg trængte mest til dig?”

Da svarede Gud kvinden: Mit kære og dyrebare menneskebarn! Jeg vil aldrig forlade dig.

De gange i dit liv, da prøvelserne og dine lidelser var størst – og du mener kun at se et fodspor i sandet, det var de gange, jeg bar dig i mine arme…………………..