Forflytning

På min afdeling har vi en beboer, som sidder i kørestol. Det har han ikke altid gjort. Han faldt og brækkede sit lårben for ca. 10 år siden. Som årene er gået, bliver han dårligere og dårligere til at hjælpe til i forflytningssituationerne. Det bliver derfor også svære og hårde for personalet, at håndtere ham.

På et personalemøde havde vi kontaktet vores ergo terapeut, som også er forflytningsinstruktør. Hun kom og hjalp os med, hvordan vi på bedste vis kunne forflytte ham, uden at han blev utryg og bange, og uden at personalet blev overbelastet i ryg, ben og arme. Det var en dejlig møde/fremvisning, hvor hun fortalte os hvordan vi skulle står, og hvilke remedier vi kunne bruge.
Bagefter blev der bestemt, at jeg skulle lave en oversigt, så andre personale vidste hvordan de skulle forflytte ham i sengen.
Havde det været for to år siden, havde jeg bakket ud,og sagt at det kunne jeg ikke. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle skrive, eller hvordan jeg skulle stille det op. Selvfølgelig ville jeg kunne skrive noget, men jeg ville ikke have følt at det var fagligt korrekt. Jeg ville have bakket ud med det samme, uden at tro på mig selv, og tro på at jeg kunne.

Men til mødet, sagde jeg "Ja", og lavede en flot oversigt over forflytningssituatíonen for en hel dag. Der var ingen betænkning eller tvivl - selvfølgelig kunne jeg det. Det er dejligt at mærke, at jeg på den skriftlige måde, er blevet mere selvsikker. Jeg kan mærke på de andre pæd.medhjælpere i min gruppe, at de stadig er tilbageholdene og utrygge i de situationer der kræver skriftelig formidling. De har en masse viden og erfaring, som de er rigtig gode til at formidle mundtlig, men når det kommer til det skriftlige, bakker de ud. Det gjorde jeg også før, men det gør jeg ikke mere ;0)