Det humanistiske perspektiv:
Jeg har i denne kontekst overvejet hvilke teoretiske overvejelser i sundhedsperspektivet, jeg vil arbejde efter som pædagog i en institution med brugere med funktionsnedsættelse.
Arbejdet med sundhed i praksis har mange afskygninger, og det er en opgave, hvor mange forskellige faggrupper er tilknyttet med hver deres specielle tilgang til sundhed. For pædagogen er det sundheden i hverdagen, der er grundlaget for arbejdet.
Der er tre teoretiske perspektiver der kan tillægges sundhed:
1. Sundhed i et biologisk/naturvidenskabelig perspektiv.
2. Sundhed i et socialmedicinsk/samfundsmæssig perspektiv.
3. Sundhed i et humanistisk perspektiv.
Disse tre punkter har betydning for, hvordan man vælger at gribe arbejdet med sundhed an i de pædagogiske institutioner.
Jeg har i mit indlæg valgt at fokusere på det humanistiske perspektiv, som har sit ophav i en salutogenetisk tænkning, dvs. hvad der gør mennesket sundt. Fokus er på den enkeltes liv og egen opfattelse at livet. Hvilke faktorer omkring det enkelte menneske har betydning for sundheden? Det er den enkeltes egen opfattelse af/fortællinger om livet, der tillægges betydning, og det handler om at lægge vægten på det gode/det betydningsfulde/det sunde og ikke på det fejludviklede/det syge. Det handler om at forså den anden – ikke om at forklare. Hvordan kan pædagogen forstå det menneske, hun står over for? Hvad vil vedkommende fortælle? Hvad er meningsfuld, og hvordan har vedkommende håndteret livet indtil nu. Det handler om mening og mestring. Det er i sundhedsarbejdet, at pædagogens største udfordring ligger. Her ligger den viden, der skal bruges i det sundhedsfremmende arbejde.[1]
Men vægten skal ikke kun være på det humanistiske perspektiv, da der så er tale om professionelt svigt af brugeren.
Derfor er det også vigtigt at pædagogen arbejder ud fra det biologisek/naturvidenskabelige perspektiv, og dermed har en forståelse af sammenhæng mellem hjerne, sanser og krop og ud fra det socialmedicinske/samfundsmæssige perspektiv med forståelse af sammenhængen mellem sundhed, sygelighed og samfund. Ydermere skal pædagogen have en viden om og forståelse af institutionslivet og arbejdet med de særlige udsatte grupper på en måde, som fremmer sundhed og mindsker ulighed.
Men vægten skal ikke kun være på det humanistiske perspektiv, da der så er tale om professionelt svigt af brugeren.
Derfor er det også vigtigt at pædagogen arbejder ud fra det biologisek/naturvidenskabelige perspektiv, og dermed har en forståelse af sammenhæng mellem hjerne, sanser og krop og ud fra det socialmedicinske/samfundsmæssige perspektiv med forståelse af sammenhængen mellem sundhed, sygelighed og samfund. Ydermere skal pædagogen have en viden om og forståelse af institutionslivet og arbejdet med de særlige udsatte grupper på en måde, som fremmer sundhed og mindsker ulighed.
Det er bedst hvis pædagogen har viden inden for både det teoretisk og praktisk inden for alle tre perspektiver for, at kunne arbejde optimalt med sundhedsfremme og forebyggelse.
Dette vil jeg have med i mine overvejelser i arbejdet som nødvendig viden til at kunne arbejde med brugernes sundhed. Det handler om at give rammer, samvær og relationsformer der støtter brugerne i arbejdet med at håndterer deres eget liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar