Tema 4.1 og Foucault

Ja så er vi tilbage og i gang med tema 4.1.

Dagen startede med, at Susanne gennemgik planen for SKB. Vi skal have hende, sammen med Mette. Hun fortalte om den synopse vi skal lave, og om hvilke CKF vi skal brug deri. Vi lavede grupper, som havde udgangspunkt i de specialiseringsgrupper vi valgte før jul. Gruppen skal lave en fremlægning i uge 21, som en forlængelse og afslutning af synopsen.
Vi venter nu på, at Susanne vil lægge sit power Point om processen ind på studienettet.

Over middag, havde vi Erika.
Vi havde læst teksten om Michel Foucault, hvor Stefan Hermann har prøvet at kaste et lys over Foucault´s vanskelige og bevægelige tænkning.
Det var en meget svær tekst at forstå, og jeg tror ikke jeg forstod hele sammenhængen, men kun få udpluk. Jeg vil se om jeg kan genfortælle, og sætte lidt ord på det jeg har læst.

Michel Foucault blev født i 1926 i Poitiers i Frankrig. Han studerede på det franske eliteuniversitet Ècole Normale Supèrieure og tog eksamen i psykologi og filosofi.
Foucaults værker spænder bredt og betegnes som et utraditionelt filosofisk værk. Mange af hans undersøgelser var af - galskab, sygdom, død, kriminalitet, seksualitet mm. Forfatterskabets grundlæggende temaer er magt, viden og subjektivitet Han var ofte en flittig debattør og aktivist. Han støttede blandt andet vietnamesisk bådflygtninge, Solidaritet i Polen, skrev om den Iranske revolution i 1979, kæmpede for bøssernes ret til at definere sig selv, var en del af den omfattende anti-psykiatriske bevægelse og en ledende figur i Groupe d´information sur les prison.

Jeg vil se, om jeg kan forklare nogle af Foucault mange forskellige analyser af magtudøvelse i det moderne samfund. Michel Foucault har ikke nogen desideret teorier, lige som Habermass og Luhmann. Derfor kan man ikke decideret "anvende" Fourcault, dvs gå ud og bruge hans teorietiske beredskaber på empiriske problematikker, for værkets intentioner er rettet mod at belyse og problematisere bestemte typer at menneskelige erfaringer og væren med henblik på at provokerer vores aktuelle opfattelse og håndtering af den måde, vi eksempelvis forstår os selv på, den måde vi indretter skoler på, den måde vi opfatter seksualitet eller den måde vi forstår sygdom og død på.
Mange af Foucaults studier beskriver han som variable forhold mellem magt, viden og subjektivitet Hvordan bliver man til subjekter. Foucault har 3 grundlæggende måder, hvorigennem denne proces realiseres; 1) Gennem videnskabelige og såkaldte diskursive praktikker, 2) via sociale og politisker dominansrelationer, der opdeler, differentierer individer og 3) i kraft af selvets arbejde og forpligtigelse på sig selv. Han undersøgte diskurer, problematiseringsformer og måder, hvorpå man har tænkt, programmeret og disponeret forskellige dele af menneskelivet.

Foucault definere pædagogik som en magtform eller ledelseskunst. Han forstår opdragelse, uddannelse og undervisning som en række praktikker og teknikker der sigter på bestemte mål. Foucault mener, at disse praktikker i det moderne samfund kun er virksomme, hvis de hviler på viden om det forhold, der skal ledes og formes. Skal man opdrage barnet, må man have viden om dets natur, udviklingsmuligheder, tilbøjeligheder, socialitet etc. Hermed kan man skabe den lydige borger, det kompetente barn, det ordentlige barn, det rationelleindivid osv. Således kan de specifikke praktikker i skolen, der sigter på at forme børnene på en bestemt måde, drive samfundet i en bestemt retning. Viden er magt.

Foucault bruger begrebet disciplin som en række teknikker og praktikker, der søger at dirigere og lede individets adfærd. Disciplin betyder ifølge Foucault ikke undertrykkelse, men en raffineret teknik til afretning af indviedes adfærd, der skal gøres nyttig, effektiv og lydig. Dette kræver videnskabelig indsigt i kroppen, dens virke og natur. Der er tale om magtens mikrofysik.
Der findes 6 tiltag der iværksættes i fx - sygehuse, kaserner, skoler mm :

1. Individualisere ved at rette sig mod det enkelte individ - fx undervisning, der ikke blot foregår i forhold til en mængde, men sigter på forbedring af den enkelte.


2. Differentiere ved at målrette sin indsats på bestemte facetter af individets adfærd - fx søge at fremme den sunde krop eller den rolige adfærd.


3. Sammenligner ved at udvikle standardiserede skemaer der gør træk ved forskellige individer målbare - fx i målinger af forskellige evner.


4. Homogenisere ved at underlægge individerne de samme grundlæggende mål, der søges realiseret med forskellige metoder - fx. at gøre individerne føjelige og ordenlige, hvilket kræver en forskellig indsats afhængig af det enkelte individ.


5. Hierarkisere ved at rangordne individerne - fx i forhold til deres præstationer på karakter-skalaer.


6. Udelukke ved at sanktionere bestemt adfærd med eksklusion - fx at blive henvist til specialklasse.

Disse karakteristika ved den moderne disciplineringsmagt løber ifølge foucault sammen i princippet om normalisering, der består i at fremme de samme bestemte principper for adfærd i individets optræden. Disse normer gælder for hvordan vi skal handle.

I teksten beskrives Benthams "panopticon" som leder Foucault frem til tesen om det disciplinære samfund. Det er et billede at den moderne magtudøvelse. Princippet er simpelt. " Omkredsen er en kæde af bygninger, i midten står et tårn. Dette er fyldt med store vinduer. Omkredsens bygninger er inddelt i celler, der alle er ligeså brede som bygningen selv og har to vinduer. Det er da tilstrækkeligt at anbringe en vogter i centraltårnet og indespærre de dømte. De er fuldstændig individualiseret og til enhver tid synlige. Fra centraltårnet kan man se alt uden selv at blive set. Panoptikken samler blikkets observerende, moralske og politiske funktion i et enkelt effektivt princip, der består i adskillelse mellem at se og at blive set. Panoptikken etablerer en asymmetri mellem den, der ser og den, der bliver set. Det bliver til tvangsløs selvovervågning for den indsatte i cellen. Den indsatte installerer denne ydre magtteknologi i sig selv og bliver derved til princip for sin egen subjektivering og under kastelse. Sjælen eller selvbevistheden bliver kroppens fængsel. Han pointerer, hvordan moderne former for selv-refleksivitet og selv-kontrol skabes i kraft af politiske og institutionelle magtteknologer, der i første omgang retter sig mod kroppen og dens adfærd.

I dag skal folkeskolen "fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling" Endvidere skal eleverne udvikle fantasi, lyst til at lære for dermed at opnå tillid til egne muligheder og blive i stand til at handle i et samfund med frihed og folkestyre. Selvom formålserklæringer i overvejende grad er udtryk for politiske kompromiser, rummer de samtidig også et væsentligt udsnit af de idealer og normer, der generelt gøres gældende i samfundet. Men hvordan gør man det? Før var læren autoriteten, der vidste, hvad er var værd at vide og barnets objektet der skulle tilegne sig viden og færdigheder via lærens formidling af pensum og lærebøger osv. Men i det aktuelle uddannelsespædagogiske regime er det ikke undervisning, der skal være midlet til at skabe selvstændige, kompetente og personlige individer Men derimod læring. Hvor undervisning er en lærerbaseret aktivitet, hvor læren er subjekt og eleven objekt, er læring baseret på elevens egen aktivitet med sig selv som subjekt:"Man kan ikke lære andre noget". Læren skal skabe læringsmiljøer, er faciliteter børnenes effektive læring, og skaber gode læringsvaner: "Børn lærer selv". Læringsprocessen er ikke primært en relation mellem lærer og elev, men en elevbåren aktivitet. "Nu skabes skolen af børnenes, som vi så skal bare fagene tilpasset til". De får nu ansvar for deres egen læreproces, nemlig ansvar for egen læring. Børnene ansvarliggøres og har dermed ansvar for sejre og nederlag. Eleverne skal selv være drivkraften i læreprocessen, og der der vigtigt at eleven motiveres og etablerer en forståelse af sig selv som et ansvarlig subjekt. Undervisningen baseres nu på elevaktivitet og lære processer, der sættes i gang af læreren, der ikke formidler eller meddeler kundskaber. Den pædagogiske omsorg forsvinder ikke af den grund, men bliver en omsorg formidlet gennem en særlig personrette læringsdidaktik, fordi det gennemgående drejer sig om at igangsætte læreprocessor, men ikke i underviserrollen eller i den kendte pædagogiserende omsorgsrolle. Læreren bliver en konsulent, der animerer elevernes arbejde og skaber forudsætninger for, at elevens læring kan udfolde sig, snarere end den dominerende lærer der ved, hvad der er værd at vide. Læren bliver altså mindre synlig, både i sin ledesler af klassen og i sit arbejde med den enkelte.

Nå, men det er hvad jeg fik ud af teksten. Der er sikkert ikke hoved eller hale i det, men det er en rigtigt svær tekst af forstå. Dette er jo også kun den spæde start på en længere proces i at arbejde med en pædagogisk ideolog/tænker. Det er svært at udrede og formidle det videre på skrift. Jeg forstår det jeg har skrevet ned her, men igen ved jeg ikke om der er forståelig for andre?