Mobningens mange ansigter

Jeg har prøvet at lave et referat ud fra teksten ”Mobningens mange ansigter” skrevet af: Cand. Jur. Og ph.d. studerende ved moppeprojekt eXbus. Artiklen er fra Universitetsmagasinet Asterisk nr. 34.

Mobberne og deres ofre løber med opmærksomheden. Men tilskuernes tavse accept er en afgørende forudsætning for, at mobning opstår. Derfor er der god mening i at kigge på mobning som et fællesskabsproblem og ikke kun som et individproblem, mener moppeekspert Helle Rabøl.

Hun siger, at i Sverige har der været forsket i mobning siden slutningen af 60´erne. Her er man optaget af ”vi-heden”.  Mobning tages op som et fælles problem. ”Hvorfor trives pigen ikke hos os” I Danmark er vi optaget af mobningen som et privat problem, der knytter sig til personens egenskaber. Er de ikke rigtig opdraget eller svage og let modtagelige for angreb?

Hun skriver også om, hvad det er der får børn til at deltage i en brutal og ydmygende handlingen uden at gribe ind. Og hvordan forklarer man, at eleverne bagefter ikke udviser nogen dårlig samvittighed over episoden?

Hun sammenligner det med Holocaust. Selv om der er langt fra Auschwitz til en dansk skolegård, er der ligheder, når man betragter den rolle tilskuerne spiller. Som når en SS-officer slæber en fange i gaskammeret og tusinder af borgere bare stille sigende kigger på. Sådan er det også, når elever hænger en anden elev op i flagstangen, og de andre bare kigger på uden at reagere eller handle. De passive tilskuere til mobningen er ikke uvidende om, at det, der foregår, er forkert, og alligevel acceptere de og legitimere de handlingen som ok. De ved at de er gået for langt, men hele tiden kommer de med argumenter, for deres handlingen.

Men når gamle klassekammerater mødes, melder bondeangeren sig. ”Hvor var vi strenge”. Samvittighedsfølelsen indtræder forsinket, og det kan forklares med, at man ikke længere står i et afhængighedsforhold til hinanden. Mobning forbindes ofte med steder hvor folk ikke er af egen fri vilje. Steder de ikke selv har bestemt, de vil være. Havde det været i fritiden eller i en sportsklub, kunne den der bliver moppet  trække sig fra dem der genere dem. Socialt formelle fællesskaber er tvungen fællesskaber. Her har man nødvendigvis ikke noget at være fælles om, og det kan være en forklaring på at mobning opstår.

En tese er, at mobning skaber en social orden, som erstatter et fravær af fælles ting at samles om, som for eksempel at forenes om spilleregler i en leg. Mobning skaber en fælles intimitet, for der bruges en masse energi på, hvem der er inde og hvem der er ude.

For at komme mobningen til livs, kan klasse arbejde med sociale fællesregler. ”Når vi leger, og jeg siger stop, skal man lade være”. En anden regel, som er meget almindelig, lyder ”Man må selv bestemme sig øgenavn”. Regler i sig selv løser ikke problemet, men processen er vigtig, fordi man får mulighed for at mærke de andres grænser, og man får noget, man kan håndtere sammen. Reglerne skal plejes, så der bliver klassens sociale og mentale grundlov. Ydermere er det vigtig at inddrage forældrene, for de udgør også et fællesskab, hvor der kan opstå ”sandheder” og forklaringer om bestemte børn.

Endelig er der lærerne, som spiller en stor rolle for klassens ve og vel. Helle Rabøl siger ” Hvis vi kan få læringstrivsel til at være fællesskabets omdrejningspunkt frem for udstødningsmønster, så har vi fundet en pædagogisk indgang til moppeproblematikken”