Filosofiske samtaler i en børnehave

Jeg vil prøve at komme med et kort referat fra den tekst vi skal læse til i morgen. Teksten hedder - Filosofiske samtaler i børnehaven - at tage børns tænkning alvorlig. Teksten er af - Øyvind Olsholt, Maaike Lahaise og Ariane Schjelderup.
Vi skulle læse kap. 2

Da teksten er på norsk, var den lidt svær at forstå, og få en sammenhængende forståelse af. Men jeg prøver, på mit bedste østjydske at genfortælle hvad jeg forstår ud fra teksen.

I en børnehave i Vest-Agder har pædagogerne over en længere periode gennemført filosofiske samtale med børnene. Det har ført til, at børnen trives bedre og at børn og voksne bedre kan snakke sammen og løse dagens udfordringer mere konstruktivt.
Pædagogerne føler de har bedre tid til børnene. De anerkender dem, og det de har at sige. De undre sig sammen med dem, uden at de giver dem det rigtige svar. Børnene er blevet bedre til at holde på de grupper de er i, og til at lytter til hinanden. Børnene kan nu sætte ord på de tanker de har, og det de oplever omkring dem. I løbet af samtalen, kommer de ofter frem til en løsning på evt. problemer. Relationen barn/barn er styrket, og de tager sig bedre af hinanden.
Pædagogerne mener at metoden har været vigtig for dem, da de oplever at den filosofiske samtale har gjort at de ser barnet på en ny måde. De har fået en ny dimention ind i samtalen. Det er for eksemper ikke altid den voksne har ret. Den voksne er ligestillet med barnet. Metoden hjælper dem til at lytte til hvad den anden har at sige, at se den andens perspektiv. De føler der er færrer konflikter mellem børnene, da der ikke er så meget "tråds" blandt børnene. Hverdagen er blevet mere interessant og spontan. Der er mere humor og glæde blandt børn og voksne. De reflekterer nu mere over livets ulige sider, og det giver noget til alle.
Nogle af de ord der er vigtiger er - anerkendelse, undring, reflektion, at lytte til hinanden, sætte ord på tanker, finde nye måder at handle på, konfliktforebyggelse, omsorg og tage vare på andre. Disse ord sætter samtalen i et nyt perspektiv, og forandre samtalen mellem barnet og den voksne.

Iføle den græske filosofen Aristoteles begynder al filosofi med undring. Et grundlæggende træk ved filosofien er, at vi undre os. Ingen undring, ingen filosofi. Undring falder børn naturligt. Men det at undre sig er ikke nok for at filosofere. Når vi filosoferer, stiller vi spørgsmål til undring. Vi problematiserer ting vi vanligt tager for givet og vi udfordre virkelighedsopfattelsen, vi begrunder, vi argumentere for imod.
Den voksne må stimulere til undring, udfordre og hjælpe barnet til at mester filosofien. De filosofiske samtaler kan beskrives som en leg med begreber, og i al leg kan der indimellem være kludder mudder. Men barnet godtager som oftest dette, uden de stor problemer. Pædagogerne forsøger at være glade, venlige, velvillige, åbne og muntre - samtidig,så de viser at de er fuld til stede i det barnet siger. Det er en udfordring for den voksne, men det er vigtigt for at klare de skarpe spørgsmål som stilles.

Det er en fordel for både barnet og den voksne at være lidt "dum" i den filosofiske samtale. Mange børn er bange for at sige hvad de mener, af frygt for at nogen vil opfatte dem som fej eller dum. Frygten for at dumme sig, er en stor hindring for at opnå en god samtale . Årsagen for at børn og unge er bange for at dumme sig , er ikke altid den samme. Hos barnet skyldes frygten som reglen et ønske om at samarbejde og tilfredstille det barnet opfatter, som den voksnes ønske. Hos den voksne skyldes  frygten et behov for at være en del af fællesskabet, eller at være bange for at være anderledes. Det at  fremstår som dum vil være et frygtelig socialt stigma.
Når man i den filosofiske samtale ikke bare åbner op, men direkte opmuntre til anderledesheden siger det sig selv, at pædagogen må arbejde lidt med sig selv, for at få det til at fungere. Det er vanskeligt, men ikke umuligt. Giv ikke op. Tænk på Sokrates og lad dig inspirere at barnet - de er oftere mere bange end den voksne.
Der er aldrig rigtige eller forkeret svar, heller ikke for den voksne. Hvilke tanker som er mest frugtbar, vil vise sig i løbet af samtalen. Det er en forudsætning at aller er indstillet på at ændre eller korrigere sine egne meninger undervejs - en indstilling pædagogen kan opfordre til inden samtalen begynder.