Nye bloggeing - Kirken og Staten

I dag havde vi en rigtig god formiddag med Erika, hvor vi fik afklaret nogle forskellige ting omkring vores studieforløb. Det handlede om hvad der nagede os, hvad vi ikke helt forstod, hvad vi var utilfredse med og om hvad vi selv kunne gøre bredere og anderledes. Vi havde en god dialog, som jeg håber alle kan bruge fremover. Vi fik også lidt mere viden om det at være blogger på et pædagogstudie. Det hele behøver ikke være så firkantet og stringent, men må gerne være mere farverigt med billeder, lyd eller film. Det må gerne være observationer fra praksis, der berører os i det daglige. Eller i forhold til de refleksioner vi danner i vores udvikling. Det kan fx. være noget man har set i tv, og som har haft betydning for ens personlige udvikling og tankegang.

En lørdag eftermiddag, lå jeg på sofaen og så DR2 med Akademisk debat. Emnet var Religionens betydning i Danmark og USA. Det spørgsmål stillede professor og sociolog Phil Zuckerman fra Aarhus universitet i sin forelæsning. Han kom blandt andet ind på, hvilken stor betydning fattigdommens udbredelse, kriminalitet og de mange forskellige etniciteter har for den store religiøsitet i USA og på, hvordan statstøtten i den danske folkekirke er medvirkende til at mindske religiøsiteten i Danmark. Som et af de få lande i Europa har vi i Danmark ikke en klar adskillelse mellem kirke og stat. Hvorfor har vi det? Samtidig er vi et af de mindst religiøse folkefærd i verden. Hvorfor er det sådan? I USA er der større udbredelse af fattigdom og kriminalitet, en der er i Danmark. Manger har ingen familie eller fast netværk at forholde sig til. Derfor søger de kirken, fællesskabet og trygheden i menigheden, til at komme ud af ensomheden og kriminaliteten Kirken bliver deres familie, deres redning. I danmark har vi næsten ingen fattigdom, og det er meget få der søger kirken som deres redning og ståsted. Kirken er oldnordisk og har ikke fulgt med tiden. Den virker ikke tiltrækkende, med sin gammeldags stil. Kirken har ikke udviklet sig de sidste 100 år. Kirken er ejet af staten. Præsten får sin løn, om der sidder 5 i kirken søndag eftermiddag eller om der er 100. Hans græsplæne bliver slået, og plankeværket malet uanset antallet i kirkegængere. Han skal ikke kæmper eller udvikle sig for at få sin løn. Han går hen og bliver lidt smådoven og priviligeret, for han får jo sin løn uanset. I USA er kirkerne selvejende. Præsten og menigheden skal ud og sælge sig selv og finde kunder og sponsorer til at få organisationerne til at løbe rundt. Her er der ingen fast løn af staten til præsten, og alle gør et kæmpe stykke arbejde for at få tingene til at hænge sammen. For nogle familier er det et kald, at hjælpe kirken, menigheden og de der har brug for hjælpen. Danskerne bruger deres kirke og respekterer deres præst. De døber og konfirmerer deres børn og bliver viet i kirken. Men de gør det ofte på grund af den kulturelle tradition snarere end på grund af en kærlighed til gud, og når det gælder de rent teologiske spørgsmål såsom troen på himmel og helved, Jesus opstandelse og skabelsesberetningen, så er deres tro meget svag eller ikke-eksisterende. Danskernes og amerikanernes begreb om, hvad det vil sige at være kristen, er meget forskellig. For den kristne dansker handler troen generelt om, hvad du gør, mens den for kristne amerikanere handler om, hvad du tror. Det var en rigtig spændende forelæsning, som gav stof til eftertanke. Ikke at jeg er kristen, for jeg tror mere på julemaden - ham har jeg da set. Men fordi jeg forstod hvad han sagde. Jeg følte virkelig at jeg havde udviklet mine personlige færdigheder og forståelsen for en debat, som jeg ikke ville have haft før min studie start. Det har været en forlæsning som ændrede mit syn på mig selv, og om hvad jeg kan. Jeg kan mere nu, end jeg kunne før. Jeg hár udviklet mig, og blevet klogere på mange ting, og det er jo dejligt.